Jyske Vestkysten lørdag den 9. oktober
--------------------------------------------------------

Vidne i svindelsag var en ringe hjælp

RETSSAG: Forsvaret i svindelsag fik ikke meget ud af at indkalde støtteperson for afdød mand, der angiveligt var kursist på daghøjskolehold på Radio Herkules. Det kendte hun intet til, fortalte hun i retten i går.

Af Sys Andersen
Tlf. 7211 4221 san@jv.dk

Forsvareren for den 49-årige tidligere leder af Radio Herkules, der er tiltalt for omfattende svindel med statstilskud til tre mediekurser på AOF Daghøjskolen Mødestedet, fik ikke meget ud af sine anstrengelser, da han i går bad en kvinde fra Vejle om at tage plads i vidneskranken.

Advokat Lars Ulrich, Holbæk, havde indkaldt kvinden som forsvarets vidne, fordi hun var støtteperson for en ung autistisk mand, der døde i november sidste år. Manden var angiveligt elev på de mediekurser, som anklagemyndigheden påstår var fiktive.

Hele tiden

Det havde kvinden imidlertid ikke hørt noget om, forklarede hun.

– Han var frivillig medarbejder på Radio Herkules, og det var han så glad for, at han ikke ville holde ferie. Han kunne masser af musiknumre. Det var hans særinteresse. Han var på radioen hver dag fra om morgenen til ved fem-seks-tiden om eftermiddagen. Men jeg har ikke hørt noget om, at han også var kursist, forklarede kvinden, der var støtteperson for den unge mand fra september 1999 til hans død.

Heller ikke advokat Michael Baruah, som er forsvarer for den tidligere leder af daghøjskolen, fik meget ud af sin afhøring.

Ved du, om der var undervisning på radioen? spurgte han.

– Jamen, han lærte vel at styre teknikken og bruge sin stemme, forklarede kvinden, der mente, at det var radiolederen, der lærte fra sig.

Men du ved ikke, om han deltog i kurser?

– Nej, det har jeg ikke hørt om, sagde hun.

Forsvaret havde indkaldt vidnet, fordi anklageren, vicepolitimester Henrik Werner Hansen, ønskede at fremlægge politirapporten om afhøringen af den unge mand for domsmandsrettem. Afhøringen fandt sted i juni 2003, kort efter at daghøjskolen var gået konkurs på grund af syv ansattes voldsomme svindelanklager mod skolens ledelse.

Til politiet forklarede den unge mand dengang, at han fik opgaver og hjælp af radiolederen, men at han aldrig havde deltaget i kurser, selvom han havde underskrevet indmeldelsesblanketter til tre kurser.


FAKTA

tiltalen

Den 56-årige eks-skoleleder fra AOF Daghøjskolen Mødestedet er sammen med den 49-årige radiomand tiltalt for bedrageri og dokumentfalsk overfor Undervisningsministeriet.

Hovedforholdet går ud på, at de fra januar 2001 til juni 2002 bedrog ministeriet for 1.978.520 kroner i statstilskud til elever på fem radiomediekurser, som daghøjskolen angiveligt betalte Radio Herkules for at afvikle.

Anklagemyndighedens principale påstand er, at kurserne var fiktive, og at indmeldelsesblanketterne var falske.

Begge de tiltalte nægter.

Der procederes i sagen på mandag.

Jeg har ikke hørt noget om, at han også var kursist