Jyske Vestkysten lørdag den 23. oktober
-----------------------------------

Svindelsag ender i landsretten

OM IGEN: Sagen om mediekurserne på Radio Herkules, som byretten har fastslået var fiktive, er ikke slut. Den tidligere leder af daghøjskolen Mødestedet anker dommen til Vestre Landsret.

Den 56-årige tidligere leder af AOF Daghøjskolen Mødestedet, der gik konkurs efter syv ansattes anklager om svindel med fiktive daghøjskolekurser på Radio Herkules i foråret 2002, har besluttet at anke den dom for bedrageri, som han blev idømt i byretten i Kolding i mandags.

Det oplyser mandens forsvarer, advokat Michael Baruah.

– Ankeskrivelsen er ikke sendt afsted endnu, for jeg er ved at kontrollere nogle nye oplysninger, som betyder, at der skal indkaldes nye vidner i sagen. Men dommen bliver anket, fastslår Baruah, der ikke vil afsløre, hvad de nye oplysninger går ud på.

Intet forsæt

Ifølge Michael Baruah vil forsvaret i ankesagen fastholde, at der foregik undervisning på Radio Herkules.

– Og hvis landsretten så skulle komme frem til, at undervisningen ikke var tilskudsberettiget efter daghøjskolelovgivningen, så vil vi føre bevis for, at min klient ikke havde forsæt til at omgå reglerne, siger Baruah med henvisning til en stærkt kritisk revisionsrapport, som Revisionsinstituttet udarbejdede om forholdene på Mødestedet i september 2000. Rapporten satte store spørgsmålstegn ved mediekurserne på Radio Herkules.

Den rapport, mener forsvaret at kunne bevise, var Undervisningsministeriet bekendt med – og alligevel greb ministeriet, der er tilsynsmyndighed for daghøjskolerne, ikke ind.

Godt nok har en repræsentant for Undervisningsministeriet under retssagen forklaret, at ministeriet ikke fik rapporten.

Men den påstand imødegår den 56-åriges forsvarer med en brev fra Deloitte & Touche, der blev revisor for Mødestedet umiddelbart efter Revisionsinstituttet, som opsagde samarbejdet med daghøjskolen efter at have aflagt den kritiske rapport.

I brevet står der, at Deloitte & Touche har sendt rapporten videre til ministeriet, hvilket den afgående revisor også fik bekræftet telefonisk af daghøjskolens nye revisor.

Forkert tolkning

Også i forholdet om et kursus i mode og design skal den 56-årige frifindes, mener hans forsvarer.

– Det beror på en fortolkning af loven, om der var tale om forlagt undervisning, hvilket er lovligt. Og jeg mener, rettens fortolkning er forkert, siger Baruah.

Det er ikke lykkedes at træffe forsvareren for den 49-årige til tidligere leder af Radio Herkules, der også er dømt i sagen.

Men ifølge advokat Lars Ulrichs sekretær var der fredag endnu ikke taget stilling til, om også den 49-årige anker sin dom på et års betinget fængsel.

FAKTA

dommen

Den 56-årige blev i mandags idømt et år og seks måneders fængsel, hvoraf de 15 måneder blev gjort betingede, for to bedrageriforhold overfor Undervisningsministeriet. Retten dømte manden skyldig i dels at have malket ministeriet for næsten to millioner kroner til elevstøtte til fem mediekurser på Radio Herkules, som ifølge dommen var det pure opsind – dels at have indløst godt 420.000 kroner i tilskud til et daghøjskolekursus i mode og design, som i virkeligheden foregik på AOFs aftenskole, der ikke var berettiget til at modtage tilskuddet.

citat

Hvis landsretten så skulle komme frem til, at undervisningen ikke var tilskudsberettiget efter daghøjskolelovgivningen, så vil vi føre bevis for, at min klient ikke havde forsæt til at omgå reglerne.

Advokat Michael Baruah