Jyske Vestkysten tirsdag den 19. oktober
-----------------------------------------------------

Anklager: En fornuftig dom

ANKE: Begge forsvarere for svindeldømte bebuder, at dommene sandsynligvis ankes til Vestre Landsret.

– Umiddelbart lyder dommen fornuftig. Det afgørende for mig er, at begge tiltalte er blevet dømt for hovedforholdet.

Sådan lød den korte kommentar fra vicepolitimester Henrik Werner Hansen, der har været anklager i den ni dage lange svindelsag om de fiktive daghøjskolekurser på Radio Herkules, da dommen var afsagt i går morges.

Mange spørgsmål

De to dømte så umiddelbart rolige og fattede ud, da dommer Preben Bagger læste rettens afgørelse op. Men de gav med et nik straks skolemandens forsvarers assistent ret i, at de udbad sig betænkningstid med hensyn til at anke dommen.

Radiomandens forsvarer, advokat Lars Ulrich fra Holbæk, sad på det tidspunkt fast i trafikken og nåede derfor ikke frem til domsafsigelsen.

Til avisen sagde han senere på dagen på vej tilbage mod Sjælland, at det overvejes at anke.

– Jeg kan ikke kommentere dommen, men umiddelbart mener jeg, at den måske efterlader flere spørgsmål end svar ikke mindst i forhold til revisionens, bestyrelsens og Undervisningsministeriets rolle i sagen. Nu vil jeg læse dommen grundigt igennem, og så vil vi tage stilling til, hvad der skal ske, siger han.

Intet komplot

Lars Ulrich påpeger, at sagen har været lang og anstrengende for de involverede.

– Jeg ved, at min klient vil overveje at anke, men i den sammenhæng skal man også overveje, om man selv og ens familie kan holde til det, siger han.

Skolemandens forsvarer, advokat Michael Baruah, sagde ligeledes senere på dagen i går, at dommen »med ret stor sandsynlighed bliver anket for min klients vedkommende«.

Komplot

– Det er helt oplagt, at retten har ment, at der var tale om et komplot mellem de to tiltalte. Det bestrider vi, siger Baruah, der dermed signalerer, at hans klient intet har kendt til den svindel med kursister, der efter rettens opfattelse foregik på Radio Herkules.

– Min klient havde op mod 1000 elever at tage vare på, og han har intet haft at gøre med, om der var kursister på medieholdene eller ej, siger han.

Også anklageren skal nu nærlæse dommen med henblik på at finde ud af, om han vil anbefale statsadvokaten at rejse tiltale mod en række vidner for falsk vidneforklaring.

CITAT

Retten har ment, at der var tale om et komplot mellem de to tiltalte. Det bestrider vi

Advokat Michael Baruah