De to dømte i svindelsagen om fiktive mediekurser på AOF Daghøjskolen Mødestedet og Radio Herkules har nu 14 dage til at få stampet 2,4 millioner kroner op af jorden, med mindre de anker deres domme.
Oveni de fængselsdomme, som en enig domsmandsret idømte dem i går, skal den tidligere skoleleder og hans radiobekendte nemlig betale erstatning til Undervisningsministeriet på et beløb, som svarer til omfanget af det bedrageri, de ifølge dommen har begået.
Det var den 56-årige skolemand, der fik den strengeste straf, fordi han ifølge dommen tog initiativet til bedragerierne for at sikre daghøjskolens fortsatte eksistens.
Og ud over fængselsdommen skal han nu ud og finde 1,54 millioner kroner. Han blev nemlig ene mand gjort ansvarlig for bedrageri ved at have indløst et tilskud på 422.570 kroner til et daghøjskolekursus i mode og design, som i virkeligheden foregik på AOFs aftenskole. Dertil skal altså lægges erstatningskravet for tilskuddene til de mediekurser, som retten siger var fiktive.
Til gengæld blev han frifundet for mandatsvig ved at have overført 91.630 kroner fra daghøjskolen til Revyens Venner, som han var formand for dengang i 2000.
På baggrund af vidneforklaringer fra blandt andet skolens tidligere formand, det nuværende socialdemokratiske byrådsmedlem Ellen Andersen, mener retten, at skolemanden fik sin bestyrelses godkendelse af udgiften, som angiveligt dækkede daghøjskoleelevers og personales overværelse af revyen »Schoutur på Saxovej«.
Både strafmæssigt og erstatningsmæssigt slap radiomanden lidt billigere.
Han skal kun udrede et erstatningskrav på halvdelen af de 1.978.520 kroner, som Undervisningsministeriet udbetalte til de fem mediekurser, som retten nu har sagt var ren bluf.
Ifølge dommen fandt retten det ikke bevist, at den 49-årige radiomand kendte det nøjagtige omfang af de statstilskud, der blev udbetalt. Til gengæld er retten ikke i tvivl om, at han lystigt fabrikerede falske indmeldelsesblanketter til de fiktive kurser, hvorfor hammeren for hans vedkommende også faldt for dokumentfalsk.
På baggrund af de tiltaltes egne oplysninger til retten kan det blive vanskeligt for dem at betale de store erstatningskrav.
Den 59-årige har forklaret, at han på grund af sagen har haft svært ved at få arbejde, og at han derfor sidste år startede egen vognmandsforretning med en årlig omsætning på omkring 400.000 kroner.
Radiomanden har startet en franchise-butik indenfor auktionsverdenen, og hans månedsløn løber i øjeblikket op i omkring 20.000 kroner.