Jyske Vestkysten lørdag den 18. september
--------------------------------------------------------

Radiokurser var meget frie

RETSSAG: Det var learning by doing, da Radio Herkules afviklede statsstøttede kurser for daghøjskolen Mødestedet, fortalte ægtepar, der vidnede i bedragerisag i går. Parret fortalte også, at deres underskrifter svinger meget i udseende.

Af Sys Andersen
Tlf. 7211 4221 san@jv.dk

Et ungt ægtepar lærte meget om at lave radio, da de i 2001 og 2002 deltog i statsstøttede mediekurser på Radio Herkules, som lokalradioen angiveligt afviklede for AOF Daghøjskolen Mødestedet.

Det fortalte de i retten i går, hvor de hver for sig vidnede i bedragerisagen mod den tidligere daghøjskoleleder og lederen af Radio Herkules, der er tiltalt for at have bedraget sig til en statsstøtte på knap to millioner kroner til kurserne. Heraf gik knap 790.000 kroner ifølge anklageskriftet videre til Radio Herkules. Anklagemyndighedens primære påstand er, at kurserne var fiktive.

Op til hver enkelt

Men det var de ikke, forklarede kvinden, som oplyste, at hendes onkel er ven med den tiltalte radioleder.

– Men det var et meget frit kursus, hvor det meget var op til den enkelte at påtage sig opgaver og få dem løst, sagde hun og svarede bekræftende på forsvareren, advokat Michael Baruahs, spørgsmål om, hvorvidt man kunne kalde kurserne »learning by doing«.

Svingende underskrift

Kvinden svarede også ja til, at det er hendes underskrift, som står på to indmeldelsesblanketter til kurserne.

Det undredede anklageren, vicepolitimester Henrik Werner Hansen, fordi underskrifterne afviger væsentligt fra dem, kvinden senere har sat på en politirapport og en skriftlig erklæring på, at hun deltog i kurserne i 30 timer om ugen.

Erklæringerne blev lavet for at hjælpe revisionen, da bekyldningerne om svindel blev rejst af syv ansatte på daghøjskolen i foråret 2002, har radiolederen tidligere forklaret.

– Jeg skriver under lidt svingende, og da jeg skrev under på politirapporten, havde jeg et barn på armen, forklarede kvinden.

Ingen ved tavlen

Hvor ofte hun deltog i kurserne på radioen, var også meget svingende, men frem til nytår 2002 var det »mere eller mindre hver dag«, sagde hun.

Hvor mange deltog i kurset? spurgte anklageren.

– Det ved jeg ikke. Der var et rend af folk. Der foregik jo ikke traditionel undervisning, hvor du ser en lærer ved en tavle, svarede hun, som dog måtte afvise, at hun som indberettet til ministeriet deltog i 70 kursusdage af seks timer fra januar til april 2002.

– Det kan så ikke passe, for da havde jeg fået fuldtidsjob, sagde hun.

Krydslisterne

Kvindens mand afgav en næsten enslydende forklaring, og også hans underskrifter svinger meget i udseende, sagde han.

Dog arbejdede han i hele perioden som maskinarbejder hver anden uge.

– Så jeg kom vel 15-30 timer hver anden uge, sagde han, der derfor også måtte afvise, at han deltog i kurserne i det omfang, som daghøjskolen indberettede til Undervisningsministeriet på baggrund af såkaldte krydslister, som time for time skal dokumentere elevernes tilstedeværelse.

Det var primært radiolederen, der udfyldte krydslisterne, som han tidligere har forklaret var i overensstemmelse med virkeligheden, når de forlod hans hånd.

Forsvarerne i sagen har undervejs sået tvivl om, hvorvidt andre end skolelederen og radiomanden har rettet i krydslisterne, før oplysningerne via skolens administration gik videre til ministeriet.

FAKTA

loven

Ifølge loven skal daghøjskolekurser overholde en lang række betingelser for at opnå statstilskud. Undervisningen skal hovedsagligt foregå i dagtimerne på hverdage og vare 30 timer om ugen.

Loven stiller også særlige krav til kursernes indhold, for eksempel skal der tilbydes undervisning i dansk, og 25 procent af undervisningen skal være fælles for alle.

Ministeriet udbetalte i 2001 tilskud på 55.079 kroner per årselev på baggrund af daghøjskolernes indberetninger.