Af Sys Andersen
Tlf. 7211 4221
Flere vidner i bedragerisagen mod den tidligere leder af AOF
Daghøjskolen Mødestedet og chefen for Radio Herkules bliver sigtet for falsk
vidneforklaring, hvis retssagen ender med, at de tiltalte bliver dømt efter
anklageskriftet.
Det understregede anklageren, vicepolitimester Henrik Werner Hansen, i retten
går, da endnu et vidne afgav en forklaring, som står i skærende kontrast til
det, han ifølge en politirapport sagde til to kriminalbetjente i sommeren 2003.
Truslen faldt, da vidnet efter en længere afhøring, som var
præget af, at han ikke kunne huske ret meget, blev præsenteret for en
skriftlig erklæring om, at han har deltaget i en række mediekurser.
Erklæringen blev ligesom mange andre fabrikeret »for at hjælpe revisionen«,
da beskyldningerne om, at kurserne var fiktive, kom frem i foråret 2002, har
den tiltalte radiomand forklaret i et tidligere retsmøde.
Har du skrevet under på den? spurgte anklageren, hvortil vidnet svarede ja.
Derefter læste vicepolitimesteren op af politirapporten. Her
står der, at vidnet i sommeren 2003 forklarede to kriminalbetjente, at han
aldrig havde set erklæringen før, og at det ikke var hans underskrift, der
stod på den.
Hvilken forklaring passer? spurgte anklageren.
– Det gør den, jeg lige er kommet med, svarede vidnet.
Også i mandags luftede anklageren risikoen for, at der kan
komme nye sager i kølvandet af svindelsagen.
Det skete ligesom i går, da et vidne nægtede at stå ved sin forklaring til
politiet. Ifølge politirapporten skulle radiolederen til vidnet have sagt, at
det er »noget lort med de ikke afholdte kurser«.
Men det nægtede vidnet, der var musikchef på Radio Herkules, at have udtalt.
Han forklarede, at politifolkene havde været meget ubehagelige i deres tone.
Den tidligere musikchef deltog ifølge såkaldte krydslister i kurser i 264
dage, og han forklarede, at undervisningen udelukkende blev varetaget af
radiochefen og foregik på alle tider af døgnet.
Under retsmødet i går blev seks påståede kursister
afhørt. De fem afviste at have gået på kurserne, sådan som det fremgår af
de krydslister, der dag for dag og time for time viser elevernes
tilstedeværelse og danner grundlag for udbetaling af statstilskud.
Et af vidnerne, som tidligere arbejdede som frivillig på Radio Herkules, skulle
i følge krydslisterne have deltaget i 159 kursusdage af seks timer.
– Jeg har ikke deltaget i nogen kurser, sagde vidnet.
Radiomandens svigerinde, som også var tilmeldt nogle af kurserne, var også
indkaldt som vidne i går.
Men hun sagde omgående ja tak til dommer Preben Baggers tilbud om at blive
fritaget for at vidne på grund af det tætte forhold til den tiltalte
radioleder.
SIDE 5
FAKTA
sagen
Den 56-årige tidligere skolelederen og den 49-årige radiomand er tiltalt for omfattende bedrageri og dokumentfalsk overfor Undervisningsministeriet i forbindelse med fem mediekurser,
som lokalradioen angiveligt afviklede for daghøjskolen i 2001 og 2002. Hovedpåstanden er, at kurserne, som udløste statstilskud på 1.978.520 kroner, var fiktive.