Jyske Vestkysten tirsdag den 12. oktober
--------------------------------------------------------

Driften af AOF Daghøjskolen Mødestedet var i allerhøjeste grad præget af inkompetence og manglende styring.

Bestyrelsen snorksov i timen, revisorerne var ikke grundige nok, og derfor fik skolens leder og chefen for hedengangne Radio Herkules for let spil til deres forbrydelser.

Men det fritager dem ikke for straf.

Sådan udlagde anklageren i retssagen mod den tidligere daghøjskoleleder og ex-radiochef teksten, da han i går procederede for, at de to tiltalte bør idømmes ubetinget fængsel på mindst henholdsvist halvandet år og et år og tre måneder for dokumentfalsk og bedrageri overfor Undervisningsministeriet.

Overlevede

Efter ni retsdage med afhøring af stribevis af vidner fastholdt vicepolitimester Henrik Werner Hansen hovedpåstanden om, at de mediekurser, som Radio Herkules angiveligt afviklede for daghøjskolen, kun fandtes på papiret.

– De fiktive kurser var medvirkende til, at skolen overlevede så længe. Og også radioen overlevede ved hjælp af statsstøtten til kurserne, mente Henrik Werner Hansen, der bemærkede, at Radio Herkules gik nedenom og hjem sammen med daghøjskolen, efter at syv ansatte i foråret 2002 rejste de svindelanklager, der siden førte til retssagen.

Venner og familie

Det er fem mediekurser, hvoraf fire kørte sideløbende to og to i perioden fra januar 2001 til april 2002, som ifølge anklagemyndigheden er det rene opspind.

Ifølge elevlisterne var der 90 kursister på holdene, men mange af navnene var gengangere fra kursus til kursus, og anklagemyndigheden har optalt 41 forskellige navne på listerne.

– Radiolederen fik sine frivillige på radioen til at skifte rolle til kursister, og for at fylde op på listerne henvendte man sig til bekendte og familiemedlemmer, sagde Henrik Werner Hansen.

Uduelighed

Ifølge anklageren var en af de syv ansatte, Ruth Madsen, meget troværdig, da hun i retten sagde, at hun er »stensikker« på, at radiokurserne var fiktive.

Til gengæld kaldte han det beskæmmende at opleve blandt andet skolens daværende bestyrelsesformand, der er socialdemokratisk byrådsmedlem, som vidne.

– Hun var smækhamrende fornærmet over, at skolens forrige revisor overhovedet tillod sig at kritisere forholdene på skolen, før han fratrådte i september 2000. Det er min opfattelse, at hun ikke har forstået et pløk af revisorens rolle som offentlighedens vagthund, og hvor meget vægt kan man lægge på vidneudsagn fra mennesker, der for fuld fart flygter fra egen uduelighed, lød det fra anklageren.

Alibi

Henrik Werner Hansen er ikke i tvivl om, at skolelederen og radiomanden stod sammen om at bedrage Undervisningsministeriet.

Blandt andet hæftede han sig ved, at skolelederen kun fik produceret en lille håndfuld foldere om mediekurserne mod normalt flere hundrede.

– Han vidste jo godt, at der ikke var brug for flere. De skulle kun bruges som alibi overfor ministeriet, konkluderede han.

Planlæggeren

Anklageren genopfriskede domsmandsrettens erindring om de mange vidner, der har optrådt i sagen, hvor de fleste enten har afvist at have været kursister, selvom de stod på listerne, eller har haft en meget dårlig hukommelse om kursernes afvikling og indhold.

– Så jeg har gennem længere tid ventet på, at forsvarerne ville bede om at få indkaldt flere vidner. For det ville da være naturligt, om man havde indkaldt flere elever. Dem, der med fasthed i stemmen, kunne fortælle om kurserne. Men de kom ikke. Og hvorfor? Fordi de ikke findes, mente han, der kaldte skolelederen for »planlæggeren af det skete bedrageri«.

– I den sammenhæng er det værd at bemærke, at han gav skolens regnskabschef ordre på, at hun ikke måtte have noget som helst med indberetningen til ministeriet at gøre. Han ønskede at eliminere den interne kontrol, sluttede Henrik Werner Hansen.